|
|||||||||||
IrlandIntegreret arealplanlægningIrland har været et af de fattigste lande i Europa. Derfor har deres byfornyelsespolitik fulgt en linie, der ikke krævede direkte investeringer af statslige midler. I 1985 indførtes en lovgivning, der byggede på skattelettelser til investorer, der ville bygge eller sætte bygninger i stand i særligt belastede byområder. I alt blev over 100 områder udpeget. Gennem det sidste årti er Irlands økonomi imidlertid blevet styrket. Man taler ligefrem om den keltiske tiger. Det har medført en betydelig mængde investeringer i nedslidte byområder, men den har været fragmenteret. I 1996 igangsatte regeringen derfor en større analyse af den hidtidige praksis. En af undersøgelsens hovedkonklusioner var, at den indsats, som var styret af skattelettelser for investorer i nedslidte områder, havde medført en ensliggørelse af byområderne, samt en jævnt hen kedelig arkitektur placeret på de bedst beliggende arealer. Samtidig kunne man konstatere, at de fysiske forandringer ikke havde medført de sociale og kulturelle forbedringer, som man havde håbet på. På denne baggrund har ministeriet for boliger og byfornyelse udviklet en ny model kaldet Integrated Area Plans (IAP). Den blev lanceret i en ny lov, som trådte i kraft 1. august 1998. IA-planerne er rammeplaner, der skal koordinere offentlige og private investeringer. Skattelettelserne til investorerne skal gives mere selektivt og kun i tilfælde, hvor projekterne kan virke som katalysatorer for den generelle udvikling. Områderne udvælges ud fra deres koncentration af ledige eller forladte
grunde og bygninger, koncentrationen af kondemnable bygninger, tilstedeværelse
af infrastrukturproblemer, et ringe visuelt miljø og mangel på nye
investeringer. Planerne skal ifølge den nye lov, indeholde beskrivelser
af: Den nye IA-rplanlægning bygger videre på de arealbaserede partnerskaber, som blev dannet i begyndelsen af 90’erne. Det var EU-midler, der satte gang i 38 partnerskaber, som havde til hovedopgave at bekæmpe den sociale udstødning og langtidsarbejdsløsheden i Irlands mest truede lokalområder. Partnerskaberne er selvstændige størrelser, som arbejder tværsektorielt. Partnerskaberne er formelt set meget stærke, idet de har beføjelser over store midler og har fået tildelt retten til at udbyde offentlige serviceydelser. En af deres kerneaktiver er forvaltningen af de nationale programmer, som skal skabe lokal økonomisk udvikling. Partnerskaberne nedbryder i realiteten grænsen mellem det offentlige og det private, mellem det nationale og det lokale, og mellem forskellige demokratiske strukturer. Mange af partnerskabets midler kommer imidlertid fra EU. De midler har været nødvendige i opstartfasen, men deres tilstedeværelse betyder også, at de irske partnerskaber er meget sårbare. Med landets nuværende økonomiske fremgang er man dog begyndt at forberede sig på, at EU-midlerne vil formindskes, og fra planlæggerside fremhæver man, at det vil give mulighed for at arbejde mere langsigtet. EU-programmerne har nemlig typisk været begrænset til 4 år, hvilket ikke levner megen tid til reel borgerinddragelse.
Finglas-projektet har eksisteret i 11 år. Finglas danner sammen med naboområdet Capra et af de 38 lokale partnerskaber. Finglas-projektet bygger hovedsageligt på partnerskab og borgerinddragelse. Bydelen er en forstad til Dublin. Den har ca. 35.000 indbyggere, og der er en nettofraflytning fra området. I slutningen af 40’erne og starten af 50’erne blev området opført til at genhuse de beboere, der blev udsaneret fra de indre byområder. Langt de fleste af boligerne er opført som sociale boliger. Dublin Corporation opførte 60% af den samlede boligmasse der, men i dag er mange opkøbt af beboerne, hvorfor der i dag er 70% ejerboliger. Alle boligerne er opført som rækkehuse uden den store variation, bebyggelsesprocenten er høj, boligområderne er monotone, og det offentlige rum er uinspirerende. Området har en meget ung befolkning. 60% af indbyggerne er under 25 år, og der er 1.200 studerende. Det betyder, at bydelen er præget af en masse unge mennesker, der søger arbejde. Allerede før det nationale partnerskabs ikrafttræden i 1991 var Finglas godt i gang med at vende sin udvikling. I 1987 startede Finglas Enlivement Project. Initiativet kom fra planlægningsafdelingen i Dublin Corporation, og planerne for genopretning af området blev udviklet i samarbejde med borgergrupper, erhvervsliv og organisationer i Finglas. Projektet opstod på baggrund af en erkendelse i planlægningskontoret af, at man ikke udnyttede områdets reelle potentialer. Borgerinddragelse eksisterede nok i teorien, men realiteterne var, at beslutningerne blev taget på Rådhuset. På netop dette tidspunkt var der stor mangel på tillid på grund af åbningen af et stort nyt shoppingcenter syd for bycenteret. I bycenteret var der ledige bygninger, der kunne have været brugt, men nu blev det i stedet præget af forfald og tomme vinduer. Derfor udviklede planlægningsafdelingen en række nye metoder, som
kom til at danne skole for den fremtidige planlægning. De nye metoder
indbefattede bl.a: Finglasprojektet har især satset på at styrke uddannelsen, den historiske bevidsthed, samt kunsten og kulturen. Kunsten er blevet brugt til at involvere og aktivere borgerne. Der er blevet afholdt festivaler, arkitekturudstillinger og kunstudstillinger. Desuden er der lagt stor vægt på, at specielt skolebørnene skal kende bydelens historiske og kulturelle baggrund. I 1991 blev projektet som sagt udvidet med Finglas Cabra Partnerskabet. Bestyrelsen har 20 medlemmer (9 fra lokalsamfundet, 6 embedsmænd, 3 fagforeningsmedlemmer og 3 ansatte i de lokale virksomheder) og beskæftiger sig med jobskabelse, uddannelse og udvikling af lokalområdets attraktivitet. De enkelte initiativer støttes næsten alle sammen af EU. I løbet af de 11 år, hvor projektet har eksisteret, er det lykkedes at opbygge en lokal stolthed og få vendt mediernes negative omtale. På den fysiske side har projektet bl.a. medført en renovering af bycenteret.
HARP-projektet er Dublins nuværende byfornyelsesflagskib og et eksempel på udvikling af rammeplaner i tæt samarbejde mellem planlæggere og lokalsamfund. I HARP-området skal de nye planredskaber i Integrated Area Planning (integreret arealplanlægning) stå deres prøve. HARP-planen dækker et 109 hektar stort område i Dublins vestlige bydel. Det ligger centralt, men på den forkerte side af floden. Området har haft en livlig historie med meget småindustri og en stor befolkningstæthed. Der er fødevaremarkeder, og mange af områdets industrier er således knyttet til fødevarebranchen. Det er f.eks. sæbefabrikker, fiskeindustrier og slagterier. Der er også et stort handelskvarter, et museumsområde og et enkelt ministerium. I løbet af dette århundrede har udviklingen imidlertid overhalet bydelen, der i dag har mange ledige ejendomme og grunde. Også befolkningstallet har været faldende indtil ‘91, hvor det bundede med 3.500. Størsteparten af områdets boliger var da sociale, men i løbet af 90’erne er der blevet opført en del privat byggeri i periferien af området, bl.a. langs floden, hvilket betyder, at folketallet i dag er oppe omkring de 7.000. Områdets problemer er høj arbejdsløshed, tomme grunde, ledige kontorlokaler, lav befolkningstæthed, dårligt image og ringe tilgængelighed. Planlægningen er udarbejdet og gennemføres i tæt samarbejde med dem, der bor og arbejder i området. Dette samarbejde mundede ud i, at der blev identificeret et netværk af kvarterer eller celler med hver deres atmosfære, karakter og identitet. Inden for hver celle udvikles der særlige målsætninger og strategier. HARP-projektets målsætninger er: Forbedret livskvalitet, bæredygtige kvarterer med blandet bolig og erhverv, øgede investeringer, blandede ejerformer og forbedret image. Selvom de socioøkonomiske aspekter indgår i strategierne er projektkataloget næsten udelukkende af fysisk art. Der satses meget kraftigt på dannelsen af nye pladser og forskønnelse af gaderummene. De socioøkonomiske og kulturelle aspekter kan dog stadig blive bedre integreret i projektet, hvilket der også arbejdes på.
|
|||||||||||
Back to ENSURE |
|||||||||||
|
|
