Skotland

Partnerskaber i praksis

Byfornyelsesstrategierne i Skotland har fra efterkrigstiden og frem til slutningen af 80’erne været præget af sanering af de indre byområder. I starten nedrev man meget, men det medførte massive beboerprotester og nedsættelse af organisationer, der havde til formål at bevare den eksisterende boligmasse. Derfor blev strategien ændret i 60’erne. Staten skabte rammerne, og kommunerne kunne udpege områder, som skulle fornys i partnerskab med beboerne. I Glasgow blev der f.eks. oprettet beboerorganisationer med henblik på at gennemføre denne strategi. De blev kendt som "Community Based Housing Associations" - en form for lokale boligselskaber - eller kooperativer.

I Skotland har man haft mange kommunale boliger, men man har efter engelsk model frasolgt en del af boligerne til lejerne. Det har ofte været de lokale boligselskaber, som købte dem, hvorfor beboerinddragelse og åbne processer har været nøgleord.

I løbet af 80’erne begyndte man at udvide genopretningsprogrammet til også at omfatte forstadsbebyggelser. I 1988 blev der således dannet 4 Urban Partnerships i de største byers periferiområder. De fire områder var alle opført i efterkrigstiden, og de havde problemer med en forfalden og ensformig boligmasse, tomme boliger, kedelige offentlige rum, mangel på arbejdsplader, mangel på indkøbsmuligheder, sociale problemer og kriminalitet. Boligerne var fremstillet af billige materialer på et tidspunkt, hvor energipriserne var lave. Med stigende energipriser og socioøkonomiske problemer i områderne, opstod der sundhedsfarlige tilstande med fugt og kondens. Alle områderne var præget af kommunalt ejede boliger.

Partnerskaberne blev etableret af Scottish Office (det skotske hjemmestyre), og har som hovedformål at skabe bedre levevilkår i de udvalgte områder. Partnerskaberne består af repræsentanter fra både det civile samfund, organisationer og erhvervsliv i områderne. Desuden er der inddraget eksterne parter, som har en indflydelse på områdernes udvikling.

Som i de centrale områder blev der oprettet lokale boligselskaber eller kooperativer.

Partnerskaberne arbejder med fælles målsætninger, og parterne forpligtiger sig til at samarbejde, men der findes ikke egentlige kontrakter, ligesom der ikke er uddelegeret midler. Partnerskaberne bygger på frivillighed og tillid, og hovedformålet er at forvalte de givne ressourcer bedre og selv tiltrække nye investeringer i områderne. Nogle af finansieringsmulighederne var imidlertid kun til stede som følge af, at staten havde oprettet to nye søsterorganer, nemlig Scottish Homes, som stod for boligsiden og havde brede beføjelser til at finansiere billige boliger, samt Scottish Enterprice, som stod for beskæftigelsesvinklen.

Partnerskaberne forsøger at arbejde helhedsorienteret. Det er her de økonomiske, de sociale, de sundhedsmæssige, de boligmæssige og de beskæftigelsesmæssige initiativer bliver koordineret. Indtil nu er der dog blevet lagt mest energi i boligsiden og beskæftigelsesindsatsen.

I hvert område er der nedsat en bestyrelse, som er ledet af Scottish Office, og der er ansat en række medarbejdere til at implementere partnerskabets planer. I praksis foregår arbejdet i en række arbejdsgrupper, og i en del af områderne er der dannet underordnede partnerskaber, som fokuserer på et enkelt aspekt (typisk beskæftigelsen).

Partnerskabsmodellen ser foreløbig ud til have succes. Områderne har i alle tilfælde ændret karakter og image, og det er lykkedes at tiltrække investeringer og skabe arbejdspladser i områderne. På baggrund af de gode resultater blev der i 1996 udvalgt yderligere 22 byområder som Priority Partnership Areas.

Castlemilk uden for Glasgow er en af de fire urbane partnerskaber, der blev dannet i 1988. Området blev bebygget i 50’erne og fungerede bl.a. som genhusningsområde for de folk, der blev udsaneret fra de indre bydele. Næsten alle boliger er opført af Glasgow City Housing som 3 og 4 etages stokbebyggelser. Området fik hurtigt konkurrence fra en New Town kaldet East Kilbridge. Denne bydel havde, til forskel fra Castlemilk, både arbejdspladser og detailhandel.

Castlemilks problemer bestod i dårlige trafikforbindelser, ringe boligstandard, i form af dårlig isolering, og ringe energiudnyttelse, underforsyning af butikker og erhverv, høj arbejdsløshed og et drastisk faldende befolkningstal.

På denne baggrund har partnerskabet formuleret 3 hovedmålsætninger, nemlig:
- At skabe en velfungerende forstad som er bedre integreret i Glasgow og som har flere jobs og mere lokal service end i dag.
- At skabe et boligområde, hvor folk har lyst til at blive boende -også når de får børn.
- At stoppe fraflytningen og stabilisere befolkningstallet.

Rent praktisk er partnerskabsprogrammet opdelt i 5 underområder, nemlig boliger, arealbenyttelse og det fysiske miljø, uddannelse, beskæftigelse og lokal økonomi, sociale emner og image.

I de første ti år har partnerskabet hovedsageligt arbejdet med boligforbedringer, beskæftigelse og image.

På boligområdet er man gået virkelig drastisk til værks. 3.500 boliger er blevet forbedret, 2.000 boliger er blevet nedrevet og 500 nye ejerboliger er opført i området. I dag er Castlemilk en stor byggeplads, men det siges, at områdets image er blevet forbedret, og at folk begynder at flytte tilbage. Der er dannet Housing Associations i 27% af området, mens 12% er blevet omdannet til ejerboliger. Man har således opnået en blandet bolig masse, både fysisk og ejermæssigt.

På de beskæftigelsesmæssige områder er projektet også en succes. Arbejdsløsheden er faldet drastisk, og det er lykkedes at tiltrække nye virksomheder til området. Bydelen, der for ti år siden var en ensformig forstadsbebyggelse uden virksomheder og lokal service, rummer i dag både erhvervsvirksomheder og indkøbscenter.

Partnerskabet blev som sagt oprettet i 1988, og var, som i de fire andre områder, begrænset til en tiårig periode. Man har dog valgt at forlænge perioden med endnu 4 år for at forstærke indsatsen på det sundhedsmæssige og kulturelle område.

Back to ENSURE