Holland

Samarbejde mellem kommune og beboere

I Holland taler man om tre bølger inden for bypolitikken: Den første bølge er præget af fysiske tilgange, den anden af sociale, mens den tredje introducerer en integreret, arealbaseret tilgang. Bølgerne er også præget af, at de er led i generelle decentraliseringsbestræbelser; flere og flere beslutninger overdrages til kommunerne.

1. Indtil 1989 handlede byfornyelsespolitikken næsten udelukkende om boliger og friarealer. Der var behov for en omfattende byfornyelse, som blev støttet og styret af centralregeringen. Man indså dog, at denne indsats isoleret set ikke løste de sociale problemer, som blev mere og mere koncentrerede i enkelte belastede bydele.

2. Derfor lancerede man programmet "social fornyelse", som er et udtryk for den anden bølge, der var præget af socialpolitikken. Hovedindsatsområderne i programmet "social fornyelse" var:
- Arbejde, uddannelse og indkomst.
- Forbedring af bo- og levevilkårene, og
- Fremme af de sociokulturelle forhold.
Programmet, som puljede midlerne fra fire ministerier, blev gennemført fra 1991-1996. Rammerne for programmet var centralt fastsat, men de lokale myndigheder og aktører havde vide muligheder for at udfylde rammerne. Det betød, at projekterne faldt meget forskelligt ud. Nogle steder var de succesfulde. Andre steder ikke.

3. I 1994 blev der derfor udmeldt en egentlig integreret og arealbaseret storbypolitik. Programmet til "social fornyelse" fadede ud og blev en integreret del af denne politik. Regeringen så nu bypolitikken som et nøgleområde, der blev varetaget tværministerielt, og der blev skabt et særligt juniorministerium til at udvikle og varetage politikken. Der er egentlig tale om to bypolitiske programmer, nemlig et for de 4 største byer, og et for 21 (oprindeligt 15) mellemstore byer. Deventer og Nijmegen er eksempler på sidstnævnte.
Byerne er udvalgt efter, om de har problemer med koncentrationer af arbejdsløshed, etniske minoriteter og nedslidte bolig- og miljøforhold. Deventer og Nijmegen er eksempler på sidstnævnte. Generelt gælder det, at Holland har økonomisk vækst, men en faldende boligefterspørgsel på grund af befolkningsstrukturen. Det skærper naturligvis konkurrencen mellem bykvarterer og rammer de svage byområder. Derfor er der ekstra grund til at gøre en indsats.
Der skrives egentlige kontrakter mellem regeringen og byerne. Aftalerne skal styrke byerne som helhed og i særdeleshed det sociale og økonomiske grundlag i de særligt belastede bydele. Nøgleordene er partnerskaber, integration og resultatorientering, og målsætningerne for de mellemstore byer er:
- At en mere varieret befolkning føler sig hjemme i kvartererne.
- At der opstår ejerskab og engagement i områdernes fornyelse.
- At forskellige offentlige serviceydelser integreres i 24 timers centre.
- At uddannelsesniveauet højnes.
- At hjemmearbejdet forøges.
- At arbejdsløsheden aldrig når et niveau, der er lavere end halvdelen af byens gennemsnit.
- At trygheden øges.
- At de interne flytninger i kvartererne skal øges, så folk bliver boende i forskellige livsfaser.

Deventer er en mellemstor by med ca. 70.000 indbyggere beliggende i det østlige Holland. Den er en gammel Hansestad og har i øjeblikket en nettotilflytning.

Byen er et vellykket eksempel på de hollandske decentraliseringsbestræbelser. Den udfylder rammerne inden for programmet "social fornyelse" og den nyformulerede bypolitik på bedste vis. Den bliver jævnligt fremhævet af den hollandske premierminister og blev i 1996 udpeget som en "best practise" til FN Habitat II-topmødet i Istanbul.

Deventers politik er ikke kun rettet mod de truede områder, men er en samlet bypolitik.

På baggrund af programmet "social fornyelse" bad Deventer kommune en aktiv beboerorganisation, kaldet RASTER Foundation, om at udvikle forslag til inddragelse af byens lokalsamfund. Målet var, at beboerne både skulle være med til at identificere problemer og opstille løsningsmodeller. RASTER udviklede en model, og i 1992 blev der indgået en samarbejdsaftale mellem RASTER og kommunen. Modellen går ud på at opdele byen i 5 distrikter med ca. 15.000 indbyggere. Disse distrikter er igen opdelt i kvarterer med ca. 3.000 indbyggere.

Hvert af de 5 distrikter har fået tildelt et årligt budget på ca. 675.000 DKR, og den overordnede målsætning er at styrke participationen og løse de problemer, som borgerne rejser. Beboerne bliver hvert år opfordret til at identificere problemstillinger og komme med konkrete forslag til deres forbedring. På denne baggrund bliver der udarbejdet et projektkatalog, som bliver udsendt til høring, og endelig udarbejdes der en bydelsplan. Der afholdes mellem 40 og 70 møder med beboerne i hver bydel om året, og der dannes ca. 50 projektgrupper i hvert distrikt pr. år. Processen er cyklisk og gentages hvert år.

Projekterne har ændret karakter gennem tiden. I de første år handlede debatten mest om trafik, renholdelse og legepladser. I dag handler diskussionerne mere om sociale problemer, beskæftigelse og uddannelse. RASTER’s erfaring er, at beboerne ønsker at starte med de fysiske forbedringer. Før der er skaffet synlige succeser på dette område, kan man ikke komme til at diskutere de bagvedliggende problemer.

For hvert af de 5 områder er der udpeget en kommunal embedsmand - en såkaldt districtmanager. Han eller hun arbejder i det daglige sammen med en communityarbejder ansat af RASTER. Tilsammen udgør de en styregruppe.

Modellen har haft stor succes, når det gælder om at løse kortsigtede problemer, så som etablering af legepladser og lukning af veje. Der arbejdes imidlertid ikke med store projekter eller langsigtede løsningsmodeller. RASTER beskæftiger sig udelukkende med korttidsprojekter, som har en tidshorisont på maksimalt 3 år. Det er RASTER’s håb, at projektet vil udvikle sig, så det efterhånden vil kunne rumme større tiltag og mere langsigtede løsninger.

I Nijmegen, som er en by med 150.000 indbyggere beliggende ca. 100 km sydøst for Amsterdam, har man også deltaget i programmet til "social fornyelse", men har udvalgt særligt belastede bydele. En af dem er Oud West.

Oud West er et kvarter, som har fungeret som genhusningsområde ved fornyelserne i den indre by. 50% af boligerne er fra før krigen, 25% er fra mellem 1945 og 1955 og de sidste 25% er opført mellem 1975 og 1985. Omkring ¾ af boligmassen er socialt boligbyggeri. Området ligger isoleret, boliger og friarealer er forsømte, der er en hård trafikbelastning, og der mangler grønne områder. Kvarteret har en overrepræsentation af arbejdsløse og et lavt indkomst- og uddannelsesniveau. Der er desuden problemer med narko og kriminalitet.

Projektet startede i 1990, og i løbet af et halvt år udarbejdede en gruppe bestående af beboere og institutioner en aktionsplan for området. Den indeholdt ca. 10 projektforslag, som lå inden for de tre hovedfelter i programmet "social fornyelse". I 1991 vedtog kommunen planen og bevilgede et samlet budget uden specifikation i forhold til de enkelte projekter. Til varetagelse af planen og budgettet nedsatte bydelen en beboergruppe kaldet STOUW.

Ligesom i Deventer har kommunen udpeget en District manager, som arbejder sammen med STOUW og andre interesseorganisationer i området. STOUW har også ansat en deltidsmedarbejder.

STOUW modtager årligt ca. 1 million DKR fra Haag. Heraf bruges 300.000 DKR til personale, lokaler og formidling, mens de egentlige projekter får ca. 700.000 DKR. Derudover kan districtmanageren fordele 700.000 DKR af de kommunale midler.

Projekterne har været meget vidtfavnende. Der er bl.a. arbejdet med et projekt, der skal gøre skolen til kvarterets samlingssted, der er etableret forskellige uddannelsestilbud, der er dannet et byvedligeholdelsesteam, der er etableret legepladser, en bydelsfarm og et assistancekontor for ledige.

Projektet har foreløbig vist sig at være en succes. Modellen med en selvstændig organisation, som har sit eget budget, har vist sig at være bæredygtig. Bydelen har formået at mindske sit negative image, der er etableret et bredt netværk af engagerede beboere, og bydelen er ikke så belastet af kriminalitet og stofmisbrug, som ved projektets start.

Det er, som i Deventer, forholdsvis små projekter, der iværksættes. Beslutninger om virkelig store ændringer bliver taget i andre fora. Et eksempel er, at det største boligselskab har planer om at nedrive en stor del af deres rækkehusbebyggelser og opføre boliger, der er mere tidssvarende. Districtmanageren eller STOUW har ingen indflydelse på denne beslutning, som vil medføre stor utryghed i kvarteret.

Bijlmermeer er en forstad sydvest for Amsterdam Centrum. Området indeholder 12.000 boliger, og bebyggelsen består fortrinsvis af tietages bygninger, der er opført i bikubemønster. Befolkningen er af blandet herkomst, ca. 1/3 er af hollandsk oprindelse, 1/3 kommer fra Surinam og 1/3 er asiatere eller afrikanere.

Bijlmermeer er et eksempel på en gennemplanlagt 60’er og 70’er bebyggelse under stærk fysisk forandring. 25% af områdets højhusbyggeri rives ned, de resterende boligblokke istandsættes, trafikken integreres, det offentlige rum gøres privat, og der opføres nye lavere ejerboliger. Der er også igangsat en sværm af projekter indenfor integrations- og uddannelsesområdet.

Bebyggelsen har fra starten haft problemer med store flyttefrekvenser og ledige lejligheder. I midten af 80’erne var flyttefrekvenserne oppe på 35%, og der var 25% ledige lejemål. I løbet af 80’erne gjorde man forskellige forsøg på at genoprette bebyggelsen, men først i 1992 startede man et egentligt helhedsorienteret genopretningsprojekt i kvarteret. Det finansieres af Amsterdam kommune, det lokale bydelsråd og det boligselskab, som ejer 90% af boligerne. Det totale budget til den fysiske fornyelse var sat til ca. 3 milliarder DKR, men det har vist sig, at udgiften bliver på mindst 8,5 milliarder DKR. I 1995 forpligtede Amsterdam kommune og Den centrale Fond for genopretning af almene boliger med problemer sig derfor til hver især at dække 50% af underskuddet indenfor en tiårig periode. På det sociale område har EU støttet projektet med ca. 67,5 millioner kroner.

Projektets hovedmålsætninger er: Forbedring af områdets position på boligmarkedet, forbedring af beboernes socioøkonomiske status samt beskæftigelsesfremme. Som det ses af ovenstående, bruges langt de fleste midler på det første punkt.

Tilbage

--- Vælg artikel --- Indholdsfortegnelse Indledning Samarbejde. Tværsektorielt og tværfagligt Demokrati og bred deltagelse Partnerskaber Uddannelse og information Basisdata og evaluering Identitet og diversitet Boliger og bygninger Mødesteder Trafik Gader og pladser Erhverv og beskæftigelse Økologi og bæredygtighed Holland Skotland Irland Tyskland USA

Næste

Back to ENSURE