Forord

Den 1. april 1998 kan Christiansfeld fejre, at det er 225 år siden, grundstenen blev nedlagt til byens første hus. Sammenlignet med andre byer i Danmark er Brødremenighedens by derfor ung. I den relativt korte tid har den dog formået at blive kendt viden om, og Christiansfeld by er som noget ganske enestående optaget på FN's tentative liste over kulturskatte i verden. Denne placering er også fortjent. Christiansfeld regnes for den smukkest bevarede af de gamle Brødremenighedsbyer i hele Europa, idet det oprindelige Christiansfeld er bevaret. Bygningerne står i dag, som da byen på kong Christian VII's bud blev grundlagt i 1773.

Her opstod ved grundlæggelsen en blomstrende by, præget af Brødremenighedens ånd og kultur. Dygtige kostskoler, mange former for småindustri, handel og håndværk gav byen liv. Fremsyn og praktisk sans var byplanlæggernes særkende - på en tid, hvor byplanlægning ellers var et ret ukendt begreb. Brede, lige gader, rummelige huse og grønne områder præger byen.

Dette er rammen for Brødremenigheden i Christiansfeld, der betegnes som et af de mest særprægede menighedssamfund inden for Danmarks grænser. Opstået i 1773 som en del af det verdensomspændende herrnhutter-samfund, som en både åndeligt og verdsligt selvstændig enklave. Brødremenigheden har i Danmark status som en evangelisk-luthersk frimenighed og er samtidig tilsluttet Brødreunitetet "Unitas Fratrum", Brødrenes verdensomspændende fællesskab.

Hjem | Næste

 
 

 

VÆLG SPROGINTRODUKTION | KONFERENCE PROGRAM | CHRISTIANSFELD FØR OG NU | PRESSE